Ofte stillede spørgsmål

Her på siden finder du ofte stillede spørgsmål og svar. Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte QATO Fonden.

Spørgsmål og svar

Hvornår er der ansøgningsfrist i QATO Fonden?
Der er altid åbent for indsendelse af ansøgninger til QATO Fonden. Vi behandler indkomne ansøgninger på fire årlige bestyrelsesmøder, så du skal påregne op til 3-4 måneders svartid. Vær venligst opmærksom på, at der gælder andre frister og vilkår for QATO Fondens legat. Dem kan du læse om via linket herunder.
QATO Fondens legat
Hvad kan jeg søge støtte til?
Du kan søge støtte til projekter, som fremmer dyrevelfærden. Og vi har et særligt blik for de dyr, der mistrives i menneskers varetægt. Læs mere om QATO Fondens støtteområde via linket herunder.
Det støtter vi
Kan jeg få støtte til et projekt udenfor Danmark?
For QATO Fonden er det sekundært hvor i verden, dyrene befinder sig. Hvis de har brug for hjælp, og du har projektet, som kan hjælpe dem, er dine chancer derfor lige så gode som projekter for dyr i Danmark. Vi er dog meget opmærksomme på, at alle projekter skal udføres med stor respekt for lokalbefolkningen, den lokale natur mv., så i din projektansøgning, kan du med fordel redegøre for, hvordan du har tænkt det ind i dit projekt.
Det støtter vi
Kan jeg få støtte til et projekt, der skal hjælpe naturens vilde dyreliv - altså dyr uden for menneskers varetægt?
Naturens vilde dyreliv er ikke QATO Fondens primære fokusområde, men vi støtter i nogen grad gode projekter inden for denne kategori. Hvis du har et godt projekt, der omhandler det vilde dyreliv, er du derfor velkommen til at indsende din ansøgning. Hvis du stadig er i tvivl, kan du altid kontakte fondens sekretariat for råd og vejledning.
Det støtter vi
Hvad betyder det, at QATO Fonden er en almennyttig fond?
Det betyder, at vi ikke kan støtte projekter, der tilgodeser politiske, økonomiske eller erhvervsmæssige interesser.
Kontakt os
Hvis jeg er i tvivl om mit projekt kan få støtte, hvad gør jeg så?
Hvis du ikke har fundet svar på dine spørgsmål her på hjemmesiden, er du altid velkommen til at kontakte fondens sekretariat.
Kontakt os
Hvor stort et beløb kan jeg søge?
Der er hverken et minimum eller maksimum for, hvor stort et beløb du kan søge om. Nogle gode projekter kan gennemføres for relativt små midler, mens andre kræver større økonomisk støtte. Ved ansøgning om større beløb kan der være flere krav til dokumentation.
Kontakt os
Kan jeg søge om støtte til en del af et projekt?
Du kan sagtens søge støtte til en del af et projekt. Hvis det er et projekt, der kræver mange midler, kan det endda være en fordel. Du skal blot beskrive i din ansøgning og vedlagte budget; hvor stort et beløb det samlede projekt er på, hvor stort et beløb der ansøges om fra QATO Fonden, hvad beløbet fra QATO Fonden går til i projektet, og om resten af udgifterne til projektet er dækket og evt. af hvem.
Kontakt os
Får jeg altid det beløb, jeg ansøger om?
Nej, det gør du ikke nødvendigvis. Sommetider vil vi give et tilskud til dit projekt. Afhængig af projektets karakter, kan denne bevilling gives som et tilsagn til støtte med forbehold for, at det lykkes dig at rejse de resterende midler ad andre veje, så projektet kan gennemføres i sin helhed.
Kontakt os
Kan man få en begrundelse, hvis man har fået et afslag på sit projekt?
Vi har desværre ikke mulighed for at give en individuel begrundelse for afslag på en ansøgning.
Kontakt os
Hvordan får man svar på en ansøgning?
Du modtager en mail fra QATO Fonden, når vi har behandlet din ansøgning.
Kontakt os
Hvad skal jeg selv gøre, hvis jeg får tildelt en bevilling?
Langt de fleste bevillinger udbetales automatisk med det fulde beløb kort efter, at bevillingsbrevet er modtaget. I nogle tilfælde udbetales bevillingen dog i rater, eller der kan være behov for yderligere dokumentation, før en udbetaling kan godkendes. Det vil altid fremgå af dit bevillingsbrev, hvordan din bevilling udbetales, og om du selv skal foretage dig noget for at få pengene udbetalt. For danske bevillingsmodtagere med CVR- eller CPR-nummer sker udbetaling altid til den NemKonto, der er tilknyttet det pågældende CVR- eller CPR-nummer.
Kontakt os
Jeg har opdaget en fejl eller mangel i min indsendte ansøgning. Hvad gør jeg?
Hvis du ønsker at ændre i en ansøgning, du allerede har indsendt, skal du logge ind på ansøgningsportalen og sende os en besked via dialogfunktionen på den pågældende ansøgning. Beskriv kort, hvad du ønsker at ændre. Afhængigt af ændringens karakter vil du enten få besked om, at QATO Fonden har noteret ændringen, eller at din ansøgning er blevet genåbnet. Hvis ansøgningen genåbnes, skal du selv foretage de ønskede ændringer og derefter genindsende ansøgningen via portalen.
Kontakt os
altText