Hjælp til katte i store kattehold

Samarbejde mellem Kattens Værn og Dyreværnet skal sikre, at der tages hånd om katte fra store kattehold.

I Kattens Værn og Dyreværnets daglige arbejde støder de jævnligt på meget store kattehold med alt fra 15 til 100 katte. Når så mange katte er samlet på et begrænset areal, kan kattenes velfærd let blive kompromitteret, idet deres fysiologiske og adfærdsmæssige behov ikke altid kan imødekommes. Det kan resultere i stress, spredning af kattesygdomme og ubegrænset avl. En hunkat, som ikke er steriliseret, får i gennemsnit fire til seks killinger pr. kuld og op til 4 kuld årligt.

Samarbejde på tværs af organisationer

Det er vigtigt, at disse katte tilbydes hjælp, og foreningerne forsøger dagligt at løse disse store, komplekse opgaver, men de møder ofte udfordringer, da det er tidskrævende og omkostningstungt. Derfor er Kattens Værn og Dyreværnet med støtte fra QATO Fonden gået sammen i et fælles projekt for at hjælpe katte i store kattehold. Det, at de to organisationer kan arbejde sammen på de store sager, skal sikre, at sagerne løses mere effektivt, da de kan bringe deres samlede kompetencer og faciliteter i spil. Kattens Værn er for eksempel ekspert i at indfange ikke-socialiserede katte, og Dyreværnet har mobile dyreklinikker, som kan køre hen, hvor behovet er, og dermed spare kattene for en stressende transport til dyreklinikken.

Både i Dyreværnet og i Kattens Værn er der glæde over det nye samarbejde:

"Vi møder ugentligt meget store kattehold i private hjem, hvor ejerne har givet op og ikke kan håndtere det. Når der er over ti katte i et kattehold, ser vi mange flere sygdomme og udpræget stress hos kattene. Det, vi blandt andet gør, er at behandle kattene for sygdomme og neutralisere dem, så katteholdet ikke igen vokser sig ud af kontrol. Vi aftaler oftest med ejeren, at fire til fem katte bliver tilbage i hjemmet, og resten finder vi nye hjem til,” siger Henrik Knaack, direktør i Dyreværnet.

Therese Wilbert, direktør i Kattens Værn, siger:

”Samarbejdet betyder reelt, at de helt store kattesager, som førhen kunne blive afvist, hvis vi som enkeltorganisationer skulle løfte dem, i meget større omfang kan håndteres. Vi har hidtil oplevet, at mange kommuner afviser disse store sager af økonomiske årsager, men nu får vi bedre mulighed for at hjælpe kattene, og det er fantastisk.”

Projektet kører til og med 2025, hvorefter samarbejdet evalueres.

Om Kattens Værn og Dyreværnet

Siden 1933 har Dyreværnsforeningen Kattens Værn arbejdet med indfangning af herreløse katte, neutralisering, mærkning og registrering samt adoption eller genudsætning med en fodervært. Kattens Værn driver fire internater i Danmark med egne dyreklinikker, hvor de hver dag hjælper de cirka 6.500 katte, der indfanges årligt. Dyreværnet har siden 1898 arbejdet for at redde herreløse og hjemløse dyr fra mishandling og aflivning og sørge for, at alle kæledyr i Danmark har et godt hjem. Dyreværnet driver to internater og tre dyreklinikker, der hvert år hjælper cirka 6.500 dyr.

Andre projekter