Hjælp til avlshopper fra konkursramt stutteri

30 avlshopper fik en ny chance i livet, da de af Foreningen nyt Hesteliv blev frikøbt fra et dansk, konkursramt stutteri. Foreningen nyt Hesteliv plejer og træner nu hopperne og finder kærlige hestehjem til dem.

Da et større dansk stutteri blev erklæret konkurs i efteråret 2023, skulle det store konkursbo afhænde mange hundrede heste. Foreningen nyt Hesteliv frikøbte 30 af de avlshopper, der havde ringest muligheder for at få et nyt, godt hjem.

Hopperne tilbage i trivsel

Tanken var, at hopperne skulle formidles til gode, hestekyndige hjem i løbet af foråret 2024. Det viste sig dog hurtigt, at hopperne behøvede mere træning og pleje end forventet. I starten var mange af hopperne så svære at komme til, at det var en udfordring at få en grime på dem. Hos nyt Hesteliv får hopperne den tid og ro, de behøver, for at falde til i deres nye omgivelser.

"Det har været et stort projekt at få hopperne tilbage i trivsel, da de desværre var uhåndterbare. Vores personale og frivillige har brugt ekstra tid på træning, og samtidig har private ildsjæle og fonde støttet os økonomisk. Der har været et generelt stort ønske om, at disse heste skal have et godt liv med masser af kærlighed fremover,” siger Janne Juncker, Stifter og formand for Foreningen nyt Hesteliv.

Ud af de 30 avlshopper viste tre sig at være drægtige. Det kom også til at kræve ekstra ressourcer, da føllene blev født med diverse skavanker.

Med støtte fra blandt andet QATO Fonden er 2024 gået med at forbedre hestenes foderstand, give tandlægebehandlinger, vacciner og andre relevante dyrlægebehandlinger samt hovpleje. Derudover har nyt Hesteliv lagt en masse energi i god og kærlig træning, som skal hjælpe hopperne til at trives godt i samværet med mennesker. Det har virket, og mens nogle af hopperne stadig har brug for lidt mere hjælp, er de første hopper nu klar til at få deres helt egen plejefamilie.

Om Foreningen nyt Hesteliv

Foreningen nyt Hesteliv er en landsdækkende hesteværnsorganisation, der tager sig af forsømte heste. Foreningen blev etableret i 2005 og har base i Morud på Fyn. Her driver de eget hesteinternatet med plads til i alt 100 heste, ponyer og æsler, som typisk kommer fra dyreværnssager og hestemarkeder. Derudover har de også fokus på at oplyse ryttere og hesteejere om god hestevelfærd.

Andre projekter