
Siden 2018 har Humane World for Animals India været til stede i delstaten Karnataka, hvor de har investeret deres ekspertise og ressourcer i at udvikle de to distrikter, Dharwad og Gadag, til at fungere som modeldistrikter for bedre dyrevelfærd. Det omfattende program i modeldistrikterne har til formål at hjælpe Karnataka med at etablere systemer og arbejdsmetoder, der giver borgere, lokalsamfund, myndigheder og lovgivere de nødvendige værktøjer til at forbedre dyrevelfærden.
Programmet har blandt andet haft fokus på at oprette lokale dyreværn. Herigennem har de implementeret vigtige initiativer såsom neutraliseringsprogrammer og overvågning af ulovlig avl og handel med dyr.
Arbejdet har også fokuseret på at tilbyde træning og uddannelse i dyrevelfærd og relevant lovgivning til både myndighedspersoner, retshåndhævende instanser og lokalsamfund. For at sikre dyrlægehjælp til dyr i akut nød er der desuden blevet lanceret en mobil dyreklinik.
"Det er utrolig motiverende for os at modtage den fantastiske støtte fra QATO Fonden til en så vigtig indsats. De forstår vores arbejde, og det gør en enorm forskel at have dem på vores side,” siger Alokparna Sengupta, Managing Director, India Campaigns.
Med støtte fra QATO Fonden vil Humane World for Animals India i de kommende tre år bygge videre på de gode resultater fra de to modeldistrikter. Projektet vil fokusere på at udvide modeldistriktsprogrammet til to nye distrikter, Belagavi og Uttara Kannada. Samtidig fortsætter indsatsen for at sikre, at programmerne i Dharwad og Gadag bliver fuldt bæredygtige, så de kan fortsætte deres succes uden direkte involvering fra Humane World for Animals.
Med aktiviteter i mere end 50 lande og millioner af mennesker, der støtter dem, arbejder Humane World for Animals (tidligere Humane Society International) for at bekæmpe de mest udbredte former for dyremishandling og lidelse. Organisationen fokuserer på de største problemer og skaber langsigtede løsninger, der fører til varige forandringer. De adresserer de grundlæggende årsager til dyremishandling ved at ændre menneskers adfærd og arbejde for politiske reformer – og dermed skabe forandring i stor skala.